Med et anekdotisk udgangspunkt i Rasmus Kleis Nielsens personlige oplevelser og familiære forhold, der væves sammen med faglige erfaringer og forskning, er bogen Hvad skal vi med nyhederne? en vedkommende rejse ind i nyhedsmediernes verden.

Rasmus Kleis Nielsen er professor ved University of Oxford og direktør for verdens vel nok mest velrenommerede forskningscenter i journalistik, Reuters Institute for the Study of Journalism.

I en alder af kun 40 år.

På trods af sin elitære og privilegerede position - som italesættes flere gange og løber som en emnemæssigt rød tråd gennem de små 100 sider - har han formået at skrive en bog, der er spiselig for alle med den mindste interesse for nyhedsmedierne og deres samfundsmæssige rolle.

Fysisk er det en iøjnefaldende, lille udgivelse på grund af det orange/hvide omslag, der er Moderne Ideer-seriens kendetegn. Forsiden prydes af fire generiske ikoner af hhv. en avis, computerskærm, radio og mobiltelefon. Lad os bare sige, at det ikke er et grafisk udtryk, som går over i verdenshistorien.

Indholdet er heldigvis langtidsholdbart.

‍

Bogen er skrevet for borgerne, ikke branchen.

Det er således ikke vigtigt om bogen er "... for lidt nyskabende for debatten... og dyb i analysen... " for folk med indgående branchekendskab, som det påpeges af Lisbeth Knudsen ovre hos Altinget. For det er aldrig målet med bogen.

Kleis Nielsens tilgang er derimod forfriskende og opløftende.

Væk er lange teoretiske udredninger og alt for mange akademiske begreber. Sproget er lettilgængeligt, personligt og (så vidt muligt) blotlagt for indforstået branchesprog. Uden at der gås på kompromis med argumentation, sammenhæng og substans.

Bogen er et indlysende valg som pensum på de gymnasiale uddannelser og folkeskolens afsluttende årgange.

Der er et gennemstrømmende dannelseselement, som lægger op til diskussion uden at være polemisk eller belærende - men simpelthen bare er vedkommende. Især for unge og deres (digitale) dannelse. Der sættes skarpt på sociale medier og deres indvirkning på nyhedsmedierne, på Black Lives Matter og #metoo m.m. Og det hele er bundet sammen af, hvordan medierne hjælper med at fremme samfundet, men også selv står i en kritisabel position.

Indholdet er således oplagt at diskutere i forbindelse med undervisningsforløb. Både for at skabe et stærkere demokratisk fundament, men også udbrede forståelsen for nyhedsmediernes funktioner, vekselvirkninger og eksistensgrundlag hos dem, der ikke er storforbrugere af nyheder.

Allerede bogens titel lægger an til denne spørgende og kritiske stillingtagen, der, efterhånden som bogen skrider frem, transformeres til en opfordring til borgerne.

Opfordringen lyder:

(...) at finde i det mindste ét nyhedsmedie, måske endda flere, som fra hvert vores synspunkt og på baggrund af hver vores forskellige identiteter, værdier og egne oplevelser er bedst for hvert af os. Og så følge med i, hvad de laver, glæde os når det er godt, tilgive dem, når det er lidt sløjt, og måske endda overveje, om det er med nyheder, som så meget andet, at man får, hvad man betaler for.

Udgangspunktet for opfordringen er, at de individuelle valg, vi alle foretager på daglig basis ift. vores medieforbrug, er afgørende for fremtidens nyhedsmedier.

Man kan ane, at Kleis Nielsen ser det som en borgerlig pligt, at vi alle har en mere velovervejet tilgang til nyhedsmedierne - uden at han direkte sætter ord på det.

I stedet for blot at være en hyldest og kritik af for- og nutidens nyhedsmedier, afrundes bogen på en fremadskuende og vitalistisk note.

Alt i alt er det værd at smide 49 kr. efter Hvad skal vi med nyhederne? - også for fagfolk. Om ikke andet for påmindelsen om, at også medierne - uagtet de mange samfundsgoder, de medfører - har en del at arbejde på for at blive bedre.

Så brug en aften i selskab med bogen. Det er godt givet ud. Samtidig støtter du et godt formål. Overskuddet går nemlig til Journalists Under Pressure Fund.

Det er det, man kalder en no-brainer.

‍‍

Hvad skal vi med nyhederne?
‍
Rasmus Kleis Nielsen (f. 1980)
100 sider
49 kr.
Informations Forlag

‍

‍Disclaimer: Jeg har selv købt bogen.