Hvis du vil starte et digitalt medie er det en stor beslutning at vælge et CMS. Her får du det hurtige overblik over de bedste af dem.
Når du står over for at starte et nyt medie op, så kommer man ikke udenom at vælge CMS.
CMS står for Content Management System, og som navnet antyder, så er det værktøjet, man bruger til at håndtere og designe et website samt skabe og publicere indhold.
Det er en stor beslutning at vælge CMS, da man skal arbejde i det hver eneste dag. Og der er rigtig mange at vælge mellem med forskellige fordele og ulemper.
Derfor har jeg lavet nedenstående overblik med de bedste CMS'er for journalistiske iværksættere.
Du bør som det første overveje din situation og evner.
Måske har du en smule IT-teknisk snilde eller kan kode selv? Eller brænder du mere for den redaktionelle del og vil egentlig bare gerne have et setup, der kører uden at skulle tage stilling til platform?
Din situation er ret afgørende for dit valg. Ligesom økonomien er det. Har du en økonomisk ballast at trække på? Eller skal det mere være en tidsmæssig investering fra din side?
Der er naturligvis andre forhold at tage stilling til, men det er som minimum ovenstående, du skal balancere mellem for at træffe det rigtig valg.
Vil du vide mere om hvilke spørgsmål, du bør stille dig selv, når du vælger CMS til dit nye medie? Eller arbejder du på et etableret medie, der overvejer at skifte til et nyt CMS?
Så kan du med fordel læse mere her og her.
Hvis budgettet er stramt, må du ty til et CMS med udgangspunkt i no code-tankegangen (som du kan læse mere om her). Dette er klart den billigste løsning, da det kan gøres fra under 1.000 kr. om året inkl. hosting og op til 5.000 kr. afhængig af, hvor meget du investerer i plugins/integrationer m.m. Den store "omkostning" er timerne, du skal lægge i opsætning, layout osv.
Her kan du vælge CMS'er som:
Hvis du derimod har pengene til det, så kan du lade andre stå for udviklingen og få en skræddersyet løsning.
Disse laves ofte af to slags udbydere - et medie og deres egenproducerede platform eller et digitalt bureau, som opbygger en løsning til dit medie. Her skal du forvente priser fra 5.000 kr. om måneden og/eller et engangsbeløb, der varierer i størrelse afhængig af behov.
Her kan du vælge mellem udbydere som:
Fælles for både no code og skræddersyede løsninger er, at der er nuancer af, hvad de bibringer og hvad du bør forvente at skulle lære og finde ud af selv. Med andre ord vil ét CMS kræve mere af dig end et andet.
Du skal f.eks. forvente at investere mere tid for selv at få Wordpress op at køre end Ghost, der leverer et CMS, der er tættere på at være out of the box end Wordpress.
I det følgende gennemgås de enkelte CMS'er under to overskrifter: (1) DIY-løsninger og (2) de skræddersyede løsninger.
Man skal ikke være nervøs for at springe ud i DIY-løsninger. Der er nemlig et kæmpestort community, som gør det muligt at finde løsninger og tutorials på stort set alt - lige fra basale intro-videoer til forklaringer på tekniske udfordringer.
Der ligger selvfølgelig en tidsmæssig opgave ved at opbygge sit medie på denne måde. Man skal bl.a. man finde en theme-template eller selv designe websitet fra bunden, stå for opsætning af diverse integrationer og plugins (som der er rigtig mange af) og meget andet. Derudover er der forskellige grader af tidsmæssig investering mellem denne slags CMS'er.
I det følgende gennemgås de tre bedste muligheder:
Wordpress er det mest populære og udbredte CMS, der findes. Det er det af gode grunde. Det er nemlig nemt at gå til uden tekniske forudsætninger, og man kan være hurtigt igang med at publicere.
Det er som udgangspunkt gratis at bruge Wordpress. Man skal blot finde hosting (som kan fås fra 20-50 kr. pr. måned) og købe et domæne (hvilket er nødvendigt uanset hvilket CMS, man vælger).
Men der er naturligvis også ulemper ved denne løsning. Især efterhånden som man får opbygget dit medie. Der skal installeres og evt. købes en del plugins for at optimere websitet. Og disse skal løbende opdateres, hvilket indimellem kan få websitet til at gå ned uanmeldt.
Wordpress kan siges at være et semi no code-CMS. Du kan komme rigtig langt uden kodning, men ofte vil det med tiden blive nødvendigt med CSS- eller HTML-hacks for at få layout e.l. til at fungere optimalt.
Derudover skal man også selv have styr på sitets sikkerhed. Med andre ord skal du selv installere SSL og finde plugins mod malware og hackere. Dette er indbygget i Webflow og Ghost.
Alt i alt er Wordpress en god og meget billig løsning. Det, man giver køb på, er, at det er den løsning, som kræver mest tid og er mest besværlig på sigt.
Webflow er no code-miljøets CMS-konge.
Der er efterhånden opbygget et stort community på Twitter, og steder som Makerpad, No Code Essentials og No Code List kan hjælpe dig på vej.
Webflow er først og fremmest et stærkt valg, fordi det er et CMS forklædt som visuelt designværktøj. Der er som udgangspunkt ingen plugins at tage stilling til. Alt, hvad du behøver er tilgængeligt i CMS'et. Farvel til uendelige opdateringer af plugins, tema osv., som det er tilfældet i Wordpress. Og farvel til at være bekymret for sikkerhed - det er nemlig indbygget.
Man kan nemt opsætte medlemsområde med betalingsmur og betalingsmodul via integration til eksterne services. Eksempelvis Memberstack sammen med Stripe. Ulempen er, at det koster et månedligt beløb plus procenter af hver transaktion at få adgang til dem.
Den største ulempe er, at Webflow ikke er lavet med udgangspunkt i at publicere et journalistisk medie. Det betyder ikke, at det ikke kan bruges, men ift. ghost og de skræddersyede løsninger, kræver det noget arbejde at få det til at spille i en journalistisk setting.
Til gengæld er prisen lav - fra 1.000 kr. om året er man igang.
Ghost er et CMS, som minder meget om Webflow, men alligevel er de forskellige på nogle vigtige områder.
De er begge no code-CMS'er, prismæssigt er de placeret omkring samme niveau, visuelt funderede og sikkerheden er indbygget.
Der er dog to områder, hvor ghost trumfer Webflow:
1) Det er skabt til publicister.
Det mærkes lige fra man tilmelder sig: Man bliver bedt om at tilføje evt. skribenter og der er præinstalleret et "medie"-tema. Man kan altså være oppe at køre på kort tid, hvis man ikke ønsker at lave de store layout-ændringer.
Og endnu vigtigere: Skriveoplevelsen er fantastisk flot og helt clean. Det bliver man glad for i det lange løb.
Hvis man vil vide mere om ghosts baggrund, så er der et interessant interview med deres CEO ovre hos Stratechery. Det giver et indblik i CMS'ets rødder og deres forretningsmæssige tilgang.
2) ghost har indbygget muligheden for medlemsområde og betalingsmur.
Man betaler altså ikke ekstra for dette. Du skal kun integrere med en betalingsløsning, hvor man skal betale procenter af transaktioner. Langsigtet har det stor betydning om man betaler 2-3 % af hver transaktion i stedet for 5-10 %.
Alt i alt et rigtig stærkt valg for alle slags medier til en meget lav pris.
Der er naturligvis flere CMS-kandidater derude som har været med i overvejelserne til denne guide. Disse er bl.a.:
Hvis man hellere vil læne sig tilbage og få leveret et CMS, der er klar til brug, så skal man vælge den skræddersyede løsning.
Det kan være i samarbejde med et digitalt bureau eller et medie, som udbyder deres egenproducerede platform til andre medier. Disse udvikler som regel en løsning på kendte CMS-platforme og leverer et produkt, som er klar til brug baseret på dine behov og ønsker.
Der er naturligvis mange bureauer, der kan gøre dette. Et udvalg, som aktivt målretter sig mod medier er Suq., Blizzload og Peytz Medieplatform.
Blizzload er et nystartet bureau, men har erfarne folk bag sig fra dknyt.dk. De har udviklet på CMS'et i næsten 20 år og for nogle år siden blev Kommunen.dk optimeret med det.
Derudover har Blizzload stået for A4 Mediers CMS og tilhørende veldesignede frontend.
Blizzloads skræddersyede løsninger tager altså udgangspunkt i deres egenproducerede CMS, men kan også integreres med f.eks. Wordpress eller Drupal. Deres løsninger er bl.a. baseret på drag & drop af artikler, lynhurtige load-tider m.m. Tilbud udarbejdes på baggrund af en timepris og specifikke behov.
Et CMS af medier, for medier.
Peytz er et digitalt bureau med 20 års erfaring. Deres Medieplatform udvikles og leveres i CMS'et Drupal. Det koster fra 5.000 kr. pr. måned. Der er også mulighed for at købe selve platformen. Medlemsområde er inkluderet i løsningen.
Suq. er et dansk web- og designbureau. Bureauet står bag udviklingen af CMS, visuel identitet og design af Kulturmonitor, som allerede efter et år har vist sig at være en stor succes.
Suq. udarbejder og leverer løsninger i Wordpress inkl. betalingsmur. Prisen varierer fra case til case og består af et engangsbeløb.
Tilbage i 2016 valgte Zetland at bygge deres eget CMS op fra bunden. Tav Klitgaard, deres digitale chef, fortæller mere om deres overvejelser her.
Det har vist sig at være en god beslutning at udvikle selv, og det kan man komme til at drage fordel af. Det er nemlig muligt at at købe deres CMS - hvis altså der er et match mellem Zetland og den interesserede køber. Det indebærer bl.a. at man tror på Zetlands strategi og at lyd er en integreret del af mediet.
Prismæssigt bør man forvente at have kapital bag sig, men til gengæld er det en unik mulighed for at kunne arbejde videre på et CMS fra et medie, der har bevist sit værd. CMS'et købes nemlig efter en no-strings-attached-model, hvor man kommer til at eje det.
Anvendes af den 100 år gamle svenske kultur- og samfundsmagasin Tidningen Vi.
Et CMS, der er en plug-and-play-løsning, som man selv skal udvikle videre på.
Dette er ligesom Zetland to high end valg målrettet større udgivere.
De bærer naturligvis præg af at være lavet af medier, for medier. Der er stort fokus på alle de vigtigste parametre for et digitalt medie, herunder skriveoplevelsen for journalisten.