Som forfatter til Subscribo.dk – analysen, som Søren Schultz Jørgensens seneste Mediekommentar forholder sig til – er det naturligvis vigtigt for mig, hvordan indholdet fortolkes.

Subscribo 2019 er en fortælling om digitale nyhedsmedier over de seneste 20 år, og hvordan udviklingen kulminerer i disse år. Formålet har været at skabe overblik, klarhed og være en hjælp til mediebranchens aktører.

Schultz Jørgensen er en af de skarpeste eksperter inden for journalistfaget, og jeg har stor respekt for ham. Derfor er det overraskende, at Mediekommentaren forfalder til den sensationsprægede vinkel på den del af min analyse, som omhandler det danske og internationale prisniveau.

Det virker næsten som om, at Mediekommentarens budskab har været givet på forhånd: Prisniveauet i mediebranchen splitter offentligheden i to, og priserne stiger generelt i mediebranchen. Det er ærgerligt, fordi det statistiske grundlag i analysen peger i en anden retning.

‍

Ikke kun en luksusvare for økokernespeltbolle-segmentet

Det er naturligvis helt korrekt, når Schultz Jørgensen henviser til, at digitale nyhedsmedier i Danmark i gennemsnit er 2,3 gange højere end de gennemsnitlige ditto i Storbritannien, og næsten fire gange dyrere end et dansk Netflix-abonnement.

Ovenstående tager kun udgangspunkt i digitale nyhedsmedier, og Schultz Jørgensen udvælger derudover to (ud af flere hundrede) danske printmedier. Og det er sådan set fint nok. Overvejelserne kan sagtens være korrekte for netop de to printmedier, ligesom sammenligningen af enkelte, lignende medier i Sverige kan være det.

Men jeg er ikke enig i, at det journalistiske produkt kun er en luksusvare, som ”økokernespeltbolle”-segmentet har råd til i et bredere perspektiv.

Den danske mediebranches tilgang til digital betaling er nemlig langt mere nuanceret.
‍

Gennemsnitsprisens mange nuancer

Medierne, der placerer sig over gennemsnitsprisen på 301 kr. om måneden, dækker i overvejende grad erhvervsrettede medier. Dvs. medier, der oftest ikke betales af den almindelige forbruger (eller ”offentligheden”, som Schultz Jørgensen refererer til), men af private og offentlige virksomheder til brug for deres ansatte.

Hvis de erhvervsrettede medier stod for størstedelen af markedet for digitale betalingsmedier, kunne de siges at have indflydelse på en splittelse i offentligheden.

Men det er ikke tilfældet: 60% af markedet for betalte nyheder ligger nemlig under gennemsnitsprisen, og denne andel er hovedsageligt forbrugerorienterede digitale medier. Det er altså disse som (sammen med Politiken og Berlingske) skulle ”splitte offentligheden i to”.

De regionale og lokale avisers digitale pendanter koster dog i gennemsnit 80 kr. om måneden, omnibusmedier 139 kr., mens de landsdækkende dagblade ligger på 243 kr. De tre grupper indeholder samlet 44 digitale medier.

Sidstnævnte gruppe er formentlig stadig mange penge på årsbasis for ”kassedamen” (2.916 kr.), men dog stadig omkring 60% lavere end de 7.000 kr. pr. år for printabonnementerne, der henvises til i Mediekommentaren.

Det hævdes desuden, at priserne stiger på tværs af mediebranchen. Det kan sagtens være korrekt, der er bare – så vidt jeg ved – ikke nogen opgørelser af det. Det kan i hvert fald ikke konkluderes på baggrund af, at Schultz Jørgensens eget abonnement på Politiken er steget siden 2012. Det er kun ét medie.

Det kan heller ikke udledes af Subscribo, som kun baserer sig på priser fra 2019, og dermed ikke fortæller, hvordan prisudviklingen har været for digitale medier over en årrække.

‍

Mediebranchens største udfordring er ikke prisen

Der er altså rig mulighed for, at ”fattigrøvene” – for at bruge Schultz Jørgensens udtryk – sagtens kan have et sundt indtag af kvalitetsjournalistisk uden, at det vælter deres privatøkonomi.

Måske det bliver hos Politiken eller Berlingske, måske hos nogle andre.

Schultz Jørgensen har dog fat i noget helt væsentligt i hans afsluttende pointe.

Det er en af mediebranchens største udfordringer at fortælle nuværende og potentielle (betalende) læsere om journalistikkens vigtighed for samfundet og den enkelte borger – uanset om prisen er høj eller lav.