Mads Brügger forestiller sig i den seneste udgave af Fri Mads, at han holder en tale til dagens mediemøde mellem Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen, ordførerne og tyve udvalgte interessenter. En pinlig én af slagsen ligesom i Thomas Vinterbergs Festen.

Brügger gør sig en masse spændende og kritiske tanker omkring mediestøttesystemet og branchens fremtid i løbet af nyhedsbrevet. De tanker fortjener helt klart politisk opmærksomhed. Talen baserer sig dog også på spørgsmålet om, at “de danske medier ikke er i stand til at tjene penge” - gennem en kildes kvalificerede sjussement. Men passer det virkelig? Det fortjener at blive kvalificeret nærmere end et sjussement.
‍

Det bærende argument i talen overgår hurtigt fra den indledende generelle term de danske medier til kun at omhandle de 10 største dagblade. Tilmed er det disse dagblades bundlinjer “renset for anden aktivitet”, der er på minus 100 mio. kr., ifølge Brüggers kilde. Hvad renset for anden aktivitet nærmere betyder står hen i det uvisse. Uanset hvad er det dog ikke interessant at foretage den rensende manøvre. Billedet vil simpelthen blive uensartet når man sammenligner eller opgør regnskaberne. Det vil overordnet også kræve revisionsmæssige kompetencer at gøre det (hvilket kildens “mangeårige branchekendskab” ikke umiddelbart kvalificerer til). Samtidig står det selvsagt også medierne frit for at tjene penge for at finansiere journalistikken - om det så er ved at sælge muleposer og kaffekopper, drive forlagsvirksomhed eller noget helt tredje. At mene andet er en overdreven puritansk tilgang til at drive (medie)virksomhed, så længe forretningen er lovlig og etisk forsvarlig med tanke på mediernes demokratiske ansvar.

Talens indledende spørgsmål bør derimod undersøges med nogle mere præcise og sammenlignelige regnskabstal samt en større sample end blot de 10 største dagblade, da fællesbetegnelsen de danske medier jo er langt mere end blot dagblade.

Derfor har jeg set nærmere på regnskaberne hos 40 af de største medieudgivere på tværs af medietyper (og fravalgt public service-udgivere som f.eks. DR, TV 2 og TV 2 regionerne) og taget udgangspunkt i deres bundlinjer, dvs. årets resultater, for at se, hvordan det direkte går med at skabe overskud eller underskud.

Den akkumulerede bundlinje for udgiverne var på 132 mio. kr. i 2020. Der var 14 af 40 udgivere, som præsenterede underskud. Med andre ord fremviste 65 % af udgiverne overskud sidste år.

Det lyder jo ret pænt. Så kunne man hurtigt stoppe analysen af mediernes evne til at tjene penge hér og konkludere, at det kan de fleste godt finde ud af. Men der er faktisk et relevant forhold, som Brügger misser at få fremhævet i talen. En tale, der ellers centrerer sig omkring følgende tanke:
‍

Er det mon sådan fat, at den danske mediestøtte er grunden til, at de danske dagblade er i så elendig en forfatning – både som produkt og som forretning? Det ligner i hvert fald en tanke, for hvad skulle ellers være forklaringen på en branchemæssige deroute, der har varet i snart 30 år, og som i omfang er uset i de fleste andre markeder?

Et centralt argument for Brügger burde derfor være, hvordan mediernes økonomiske formåen ser ud, hvis man direkte fratrækker den redaktionelle produktionsstøtte og innovationsstøtte fra årets resultater.

Lad os se nærmere på netop det over de to seneste regnskabsår.

Fratrukket mediestøtten ville de akkumulerede årsresultater for udgiverne have været -215 mio. kr. i 2020 og 24 af udgiverne ville have haft underskud. Det svarer til at 40 % af udgiverne ville have præsenteret overskud uden mediestøtte (sammenlignet med de førnævnte 65 % med mediestøtte).

Ikke prangende over en bred kam og underskuddet er samlet set i den større ende, men det er heller ikke ligefrem at sidestille med, at alle danske medier ikke kan tjene penge uden mediestøtte når fire ud af ti udgivere havde overskud.

Men måske 2020 var et one off pga. corona-situationen?

Der blev i hvert fald gjort et kæmpe indhug i overskuddet på tværs af mediehusene i 2020 sammenlignet med 2019.

I 2019 var det samlede overskud nemlig helt oppe på 410 mio. kr., mens det ville have været 61 mio. kr. uden mediestøtte. Sidstnævnte er 276 mio. kr. bedre end i 2020. Corona har således haft en mærkbar effekt på 2020 og det ville være uhensigtsmæssigt kun at kigge på dét år og fælde dom. Derudover kan det nævnes, at 10 udgivere som udgangspunkt præsenterede underskud i 2019 (fire færre end i 2020), mens det ville komme op på 22 uden mediestøtte. I 2019 ville 45 % af udgiverne altså have haft overskud uden mediestøtte - marginalt bedre end 2020.

Baseret på 2019 er mediebranchen overordnet i stand til at tjene penge med eller uden mediestøtte - og altså især uden en corona-situation at tage højde for. Men man kommer ikke udenom, at overskuddet ser væsentligt pænere ud når man medregner mediestøtten. Hvorvidt mediestøtten har været en sovepude for branchen kan ikke konkluderes på baggrund af to år. Det vil både kræve et længere tidsperspektiv samt flere kvalitative undersøgelser.

De to regnskabsår viser dog samme tendens: At kun lidt under halvdelen af udgiverne havde været i stand til at vise sorte tal på bundlinjen uden mediestøtte. Hér er corona ikke nogen undskyldning.

Hvorvidt det er godt nok, at omtrent hver anden af de største mediehuse tjener penge uden mediestøtte, står alle frit for at bedømme. Nu er tallene i hvert fald lagt frem på overordnet niveau.

Afslutningsvis er det værd at bemærke, at selvom åbningsargumentet i Brüggers tale nok kun delvist rammer plet, så må man nogle gange erkende, at målet helliger midlet ift. hans virkelige ærinde: Mediestøtten trænger i den grad til et kritisk eftersyn. Og det samme gør nulmomsen - den indirekte mediestøtte, som Brügger kalder den. Danmark halter nemlig efter vores nordiske naboer på området og de danske kriterier for omfattelse af nulmoms blev udformet i, hvad der føles som en svunden analog tidsalder fra 1967 til 1998.

Der er vist sket noget med det der EDB siden da.‍