Denne analyse blev oprindeligt udgivet kun for nyhedsbrevsmodtagere, men er nu frit tilgængelig for alle. Tilmeld dig nyhedsbrevet, hvis du vil læse med uden forsinkelse.

‍

Med nyheden om, at Kulturministeren vil indføre en støtteordning hurtigst muligt, har jeg endnu en gang kastet mig over de lokale og regionale medier.

Snakken om den lokale del af mediebranchen er ofte modsatrettet. På den ene side tales der om økonomiske udfordringer og at politikerne gerne vil modarbejde udviklingen af lokale nyhedsørkener, mens andre prøver at fremsætte mere positive vinkler. Eksempelvis, at der er job-boom i provinsen og krisen kan afblæses:

‍

‍

Jeg har tidligere kortlagt lokalmedierne, og der er ikke noget som tyder på, at der er deciderede nyhedsørkener i Danmark lige nu. Det væsentligste at fremhæve er markedets samtidige styrke og akilleshæl: Der er få store koncerner, der udgiver mange titler, og et bredt lag af udgivere med få titler i porteføljen. Det giver en indbygget porøsitet: Vakler én af koncernerne ser billedet markant anderledes ud.

At udvikle en støtteordning til lokalmedierne og balancere et marked, der udviser modsatrettede tendenser, er en kompliceret affære. Her ses derfor nærmere på nogle af forholdene, der bør tages hensyn til.

Regional fordeling af medier

Landkortet øverst i artiklen viser antallet af lokale og regionale medier pr. region (print og online), og der er ikke nogen overraskelser. Region Nordjylland og Region Sjælland har færrest lokale og regionale medier, men det er også de to regioner med færrest indbyggere.

I tabellen nedenfor sammenkobles netop indbyggertal på regionsniveau (fra Bolius/DST pr. 1.1.2021) med mediestøtte, andelen af legacy-medier og indbyggere pr. medie.

‍

‍

Det første som springer i øjnene er, at Region Hovedstaden, hvor der er flest indbyggere, også har den dårligste placering målt på indbyggere pr. medie. En del af dette kan forklares ved, at de landsdækkende dagblade dækker hovedstaden intenst. Det er et velkendt fænomen, som eksempelvis dækningen af Kommunalvalget i 2017 og 2021 viser. Landsdækkende dagblade er ikke med i ovenstående tabel, men deres tilstedeværelse - især Politiken og Berlingskes - vil alt andet lige være en udfordring for antallet af lokale medier i hovedstaden.

Hvis man tager Region Hovedstaden ud af ligningen er det Region Sjælland, der stikker ud.

Ved at skele til min kortlægning af potentielle nyhedsørkener, fremgår det, at medierne i Region Sjælland er centrerede om Ringsted (Sjællandske Mediers hovedsæde) og tynder ud omkring den nordvestlige del af Sjælland samt Lolland. Så selvom de lokale og regionale medier er til stede i hele Region Sjælland, findes den største overordnede udfordring i landet her når man ser på antal medier, hvor disse medier dækker og hvor stor en mængde indbyggere de samlet skal servicere.

Til sammenligning står det bedre til i Region Nordjylland, Region Syddanmark og Region Midtjylland, hvor indbyggere pr. medie er godt og vel 40 % lavere (og bedre) end Region Sjælland.

Samtidig følger den redaktionelle produktionsstøtte og innovationsstøtte (samlet under termen mediestøtte) samme tendens i regionerne som indbyggere pr. medie.

Medierne i Region Sjælland modtog samlet set 23,8 mio. kr. i 2021, mens både Region Nordjylland og Region Syddanmark modtog dobbelt så meget. Region Sjælland har 248.000 flere borgere end Region Nordjylland, men modtager altså mindst i lokal/regional mediestøtte bortset fra Region Hovedstaden.

Samtidig er det værd at pointere, at det langt fra er alle lokale og regionale medier, som modtager mediestøtte. Det er faktisk kun 9 % af de undersøgte medier, der har modtaget den offentlige støtte i 2021, og i langt de fleste tilfælde er det regionale dagblade.

På regionsniveau er mediestøtten således skævvredet mod Jylland uden hensyn til, hvor mange borgere, der potentielt serviceres for skattekronerne eller samfundsmæssige behov.

Derudover er der næsten ingen lokalmedier som modtager mediestøtte. Når man tænker på deres betydning for lokalsamfundene kan man spørge sig selv: Har mediestøtten - på det her punkt - mere været til for systemet end for demokratiet og samfundet?

‍

Udformningen af en lokal støtteordning

Man kan naturligvis også sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt mediebranchen generelt skal være på støtten, som f.eks. Mads Brügger og Stig Ørskov gentagne gange har pointeret, men i en verden, hvor der fortsat findes mediestøtte, så kan en udvidelse eller omfordeling til lokale medier give mening.

Det skal ses i lyset af at lokalmedierne stort set er udelukket fra mediestøtten lige nu, men skyldes også, at den økonomiske pil har peget nedad for lokalmedierne over længere tid. Det skyldes hovedsageligt, at de er annoncefinansierede. Fra 2016 til 2019 faldt omsætningen hos lokale og regionale medier med 16 % og de journalistiske årsværk faldt med 15,8 %, ifølge Medieudviklingen 2020.

Hvis man mener støtteordningen skal indføres, bør man fra politisk hold overveje, hvordan man vil indrette den. Skal den holde hånden under markedsudviklingen eller fokusere på at være udviklende for branchen?

Mere public service er i hvert fald umiddelbart ikke svaret på at løfte lokalmedierne videre. Nye TV 2-regioner på Sjælland, sådan som Venstre og Enhedslisten har foreslået, vil skabe nye offentlige konkurrenter. Forslaget giver umiddelbart mindelser om den nuværende situationen mellem Bornholms Tidende og TV 2 Bornholm og vil være et yderligere slag til markedets porøsitet. Lige det modsatte af, hvad der er behov for - især når ekstra offentlige støttekroner i forvejen er svære at finde.

Samtidig er mellem 69 % og 87 % af lokal- og regionalmedierne i hver region såkaldte legacy-medier, dvs. udgivet af de klassiske printudgivere eller public service-udbydere. Og af dem der i 2021 fik mediestøtte, var der kun to som ikke kunne klassificeres som legacy-medier. Derudover er der ifølge fagbladet Journalisten positive vinde at spore i øjeblikket med et job-boom i provinsen. Et boom, der dog kun foregår hos legacy-medierne. Det kunne være en indikation på, at der skal tænkes nyt i stedet for kun at udvide det bestående støttesystem.

Derudover er modarbejdelse af nyhedsørkener hovedargumentet fra politisk side for at indføre den nye støtteordning. I det perspektiv giver det ikke mening at kanalisere støtten hen til landområder, hvor den ikke nødvendigvis mangler.

Hvis man skal realisere det ønske, så er svaret en geografisk målretning af mediestøtten og genopretning af skævvridningen. Det kan løses ved at kanalisere støtten hen til lokalområderne, hvor der er mest brug for den. Men det skal være til gavn for både nye og gamle medier, store som små. Det kan være for at understøtte, at der er “færre hænder og flere opgaver”, det kan være for at skabe helt ny, kritisk lokaljournalistik i områderne, der er mest udsatte ift. nyhedsørkener, eller for specifikt at hjælpe med digital udvikling og innovation.

Det bliver ikke nemt at indrette, men hvis ikke man har ovenstående for øje fra politisk hold, så bliver den nye medieaftale med DMJX-docent Aske Kammers ord hos Altinget “... et resultat af automatreaktioner og ”sådan har vi altid gjort”. Og at vi som samfund dermed ikke får fuld valuta for de mange penge, vi hvert år bruger på medierne.”

Mediestøtte er demokratistøtte, som Kammer så præcist formulerer det. Det er i den ånd en ny støtteordning til lokale medier bør udformes.