De lokale medier er udfordrede på mange fronter. Der lurer en faretruende tilstand for demokratiet og lokalsamfundene, som bl.a. kræver politisk handling.
Vigende økonomi, strukturel nedgang i annoncemarkedet, fyringsrunder, sammenlægning og lukninger af printaviser. Det er bare nogle af de emner, som dominerer nyhedsstrømmen om de lokale medier.
Selvom de lokale medier samlet set stadig udgør et milliardmarked, så er de også pressede på mange fronter. Derfor er det ikke overraskende, at begrebet nyhedsørkener ofte nævnes i samme åndedrag som de lokale medier.
Flere fremtrædende personer i mediebranchen har den seneste tid koblet nyhedsørkener sammen med ovenstående udvikling. Enten som en bekymring for den nære fremtids lokaljournalistik eller en iscenesættelse af den nuværende tilstand. Bekymringerne er som regel baseret på enkeltsager såsom fyringsrunderne hos Jysk Fynske Medier.
Men ingen ved, hvordan det faktisk ser ud i Danmark. Findes der lokale nyhedsørkener eller er det bare et fatamorgana?
Det er nødvendigt at få besvaret det spørgsmål, så debatten omkring de lokale medier kan blive taget på et oplyst grundlag og ikke på antagelser og bekymringer.
Helt konkret er der brug for et kvalificeret bud på, hvorvidt der findes nyhedsørkener i Danmark, inden de kommende mediepolitiske forhandlinger er historie.
Jeg har derfor kortlagt de lokale mediers dækningsområder og visualiseret dem på et danmarkskort, så man kan se, hvor der er - eller ikke er - behov for bekymring.
Det har været et omfattende manuelt arbejde, da mediernes dækningsområder ikke er blevet opgjort et samlet sted - før nu.
Før vi ser på resultaterne, er det dog vigtigt først at forstå, hvorfor der er så meget snak om nyhedsørkener.
En nyhedsørken er et lokalt område eller en region, hvor der ikke udgives en lokalavis eller ikke er mediedækning. Begrebet kendes fra USA, hvor 225 ud af 3141 counties står uden et lokalt medie.
Begrebet anvendes også - omend i mindre grad - på geografiske områder med intens mediedækning for at afsløre manglende journalistik om bydele eller specifikke tematikker. Eksempelvis er New York City blevet undersøgt, og der blev fundet blind spots i mediernes dækning af hospitalsvæsenet og retssystemet. I denne kortlægning tages der kun udgangspunkt i den førstnævnte og mest udbredte forståelse af begrebet.
I USA er nyhedsørkenernes betydning blevet undersøgt i flere sammenhænge, og resultaterne er ikke kønne.
Nyhedsørkenerne har negative konsekvenser for demokratiet og lokalpolitikernes ansvarlighed. Der er færre, som stiller op til borgmesterposter og valgdeltagelsen er lavere. Og så kan det kan have betydning for valgresultater som ved det amerikanske præsidentvalg i 2016.
Derudover kan der også være afledte effekter som mere fattigdom og dårligere præstationer hos skoleelever samt at borgerne i det hele taget er mindre engagerede i samfundet.
Ovenstående undersøgelser er naturligvis med udgangspunkt i USAs særegne politiske system og samfundsmæssige forhold. Men det er slående tendenser, som ethvert demokrati bør forsøge at modvirke og undgå.
Det er altså ikke kun for udgivernes pengepung og journalisternes levebrød, at en trivende lokaljournalistik er afgørende. Det er imperativt for et velfungerende nærdemokrati og lokalsamfund, da de begge vil lide under nyhedsørkener på den lange bane.
Kortlægningen omfatter +500 lokale og regionale nyhedsmedier. Bl.a. landsdækkende dagblade og medier med public service-forpligtelser er ikke taget med til trods for deres evt. lokale forankring.
Derudover er kortlægningen afgrænset til skrevne medier, der udgives på print og/eller digitalt. Hvis et medie udkommer både på print og digitalt, så er de med som to selvstændige medier. Det øger naturligvis antallet af medier, men det skyldes, at flere af de lokale ugeaviser ikke udkommer digitalt. Den detalje vil forsvinde i nedbrydninger af kortlægningen, hvis det ikke separeres, som det vil ses senere.
Kortlægningen er derudover baseret på de lokale mediers dækningsområder og lokale forankring. Dette er fordelt på postnumre, så det kan visualiseres så præcist som muligt. Medierne kan altså sagtens brede sig ud over mange postnumre. Det bedste eksempel er JydskeVestkysten, der udgives i ni lokale udgaver og samlet set dækker 81 postnumre i Sønderjylland.
Hvis du er til sådan noget, så kan du kan læse mere om metode til allersidst.
Kortlægningen viser, at hele landet bliver dækket af lokale og regionale medier. Lige nu er der altså ikke nyhedsørkener i Danmark, når man tager udgangspunkt i mediernes dækningsområder. Der er altså ingen områder, der står helt uden et lokalt medie som de førnævnte 225 amerikanske counties.
Dækningen er mest intens i flere jyske områder, heriblandt Hobro, Skive, Skanderborg, Horsens og Viborg. Der er dog også et større sjællandsk område, som blander sig i toppen; Ringsted, hvor Sjællandske Mediers hovedsæde befinder sig. Derudover blander mindre jyske områder sig også i toppen: Grindsted, Give, Karup og Mariager.
Jeg havde en hypotese om, at hele landet var repræsenteret i dækningsområderne, hvilket viste sig at holde stik. Det er overordnet positivt for det danske samfund og demokratiet, at der er mulighed for at få serveret lokale nyheder uanset bopæl.
Den anden ende af spektret er dog mere sammensat og til dels overraskende.
Dækningen er mindst intens på Læsø, hvor der kun er én printudgivelse. Forventeligt med øens lidt under 1800 indbyggere.
Det overraskende element er de storkøbenhavnske forstæder Gentofte, Bagsværd, Hellerup og Charlottenlund, som også placerer sig i bunden. Selvom der er journalistisk dækning her, så er nyhedsørkener normalt karakteriseret ved at forekomme i lavere indkomstområder og byer med lavere handelsaktivitet. Dette er områder, de fleste ville angive som velhavende. Samtidig er indbyggertallene væsentligt større end Læsø. Det er meget atypisk.
Derudover blander forskellige landsdele sig i bunden af kortlægningen. Det er bl.a. vestsjællandske Hørve og Fårevejle, fynske Rynkeby og Ørbæk samt Mørke på Syddjurs.
Det er muligt at undersøge flere områder selv ved at zoome ind på det interaktive kort ovenfor.
For at analysere kortlægningen yderligere er det dog nødvendigt med en kort gennemgang af sammensætningen af de lokale udgivere.
Markedet for den skrevne lokaljournalistik er overordnet sammensat af to slags selskaber:
Udgivere under det første punkt fylder naturligvis meget ift. dækningsområderne. Det er bl.a. Jysk Fynske Medier, Sjællandske Medier og Folketidende Gruppen.
De større udgivere er på mange punkter en styrke, når markedet skal modstå nedgang i annoncemarkedet. Kræfterne samles omkring tryk, distribution, produkt- og IT-udvikling, indkøb, administration osv.
Især fordi der i den seneste håndfuld år er +80 ugeaviser, som er blevet sammenlagt eller helt stoppet med at blive udgivet. De samlende udgivere har formentlig betydet videreførelse af ugeaviser, som ellers var lukket ned. Og selvom der også er positive tendenser inden for lokaljournalistikken - der er opstået 63 nye, digitalt-fødte medier i samme periode som de +80 er lukket - så er det rigtig mange ugeaviser, der er fjernet fra landkortet.
Ovenstående sammensætning har afgørende betydning for den reelle tilstand i dækningsområderne.
For når man kradser i kortlægningens overflade, så begynder den godt nok ikke at krakelere, men det bliver ikke helt så meget et skønmaleri.
Styrkerne ved markedets sammensætning er nemlig også akkompagneret af en væsentlig svaghed: Porøsiteten. Der er nemlig en del lyse områder i kortlægningen, og der skal ikke meget til for, at de udvikler sig til nyhedsørkener.
Det drejer sig ikke kun om, at områder med et par tusinde indbyggere pludselig står uden lokaljournalistik, hvis nogle uafhængige udgivere og enkelte aviser lukker ned (hvilket selvfølgelig er bekymrende nok i sig selv).
Det er store geografiske områder, som er udsatte.
Hvis Folketidende Gruppen, som bl.a. står bag Lolland-Falsters Folketidende, må dreje nøglen om pga. corona-krisen, sådan som de har luftet er en mulighed ved en langvarig krise, så vil den vestlige del af Lolland de facto stå uden redaktionel dækning fra skrevne, privatejede lokalmedier.
Den vestlige del af Lolland er ikke det mest befolkningstætte område, men stadig et væsentligt geografisk stykke af landet svarende til næsten hele Lollands Kommune. Resten af Lolland og Falster (Guldborgsund Kommune) vil stå i næsten samme situation, da der er meget få udgivelser her, som udgives af andre end Folketidende Gruppen.
Kun medier med public service-forpligtelser vil egentlig stå tilbage (og disse er ikke omfattet af kortlægningen). Dvs. Dr.dk, Tv2.dk og Tveast.dk, og sidstnævnte er de eneste af dem med helt lokal dækning af Lolland og Falster.
Jimmy Maymann, TV 2’s bestyrelsesformand, har ifm. coronakrisen og de lokale mediers udfordringer udtalt, at “Dem, der kommer stærkest ind i den slags kriser, kommer også stærkest ud. Derfor vil mindre spillere få det svært”.
Tiden må vise om det bliver tilfældet. Set ift. de uafhængige lokalmedier er Folketidende Gruppen i hvert fald ikke en mindre spiller med deres bruttofortjeneste på 42 mio. kr. i 2019.
Men uanset om vi stod i en situation med krise eller ej, så er der altså grund til bekymring for lokalmediernes dækningsområder, især den del som udkommer på print.
Hvis man indsnævrer kortlægningen til kun at omfatte lokale printmedier, så dækker de også hele landet, men andre områder bliver nu fremhævet.
Udover områder i Storkøbenhavn, så er dækningen mindst eller forværres mest på Sjælland. Det er bl.a. på den sydlige del af Sjælland (Vordingborg, Præstø, Mern og Stensved) samt Holbæk, Helsinge og nordkysten fra Tisvildeleje til Gilleleje.
I Jylland er det især Mors og kystområdet vest herfor, som er udsatte.
Ovenstående er kun et udsnit, men tilsammen er det ret store geografiske områder, hvor der kun er to eller færre printaviser, som dækker postnumrene.
I en digital virkelighed, som vi står i nu, er online-dækningen lige så vigtig som print. Ovenstående fremhæver dog, hvordan der er forskydninger på markedet, man er nødt til at være opmærksom på ift. potentielle nyhedsørkener og mediepolitiske overvejelser.
Dækningsområderne er en stærk kvantitativ parameter for lokalmediernes udbredelse. Det gør det overskueligt, visuelt lettilgængeligt og muligt at afdække nogle gennemgående tendenser for alle de lokale medier og ikke bare, hvordan det står til hos enkelte udgivere.
Der er dog grænser for, hvor meget kortlægningen i sig selv kan fortælle os om lokalmediernes dækning.
Fagbladet Journalisten har fornylig haft fokus på Djursland i en artikel om nyhedsørkener. Et område, som også er fremhævet ovenfor gennem byen Mørke, der ligger på Syddjurs.
Efterhånden som man læser sig igennem Journalistens artikel, bliver det tydeligt, at et andet forhold er nødvendigt at undersøge dybere på tværs af landet: Redaktionel tilstedeværelse.
Chefredaktørerne fra Århus Stiftstidende og Randers Amtsavis indrømmer, at deres dækning af Djursland ikke har været tilstrækkelig. At de ikke har været nok til stede. Hvis det er tilfældet for andre områder, hvor der f.eks ikke er nogen ugeavis, som løfter opgaven ligesom Adresseavisen Syddjurs gør på Djursland, så er nyhedsørkenerne ikke bare et fatamorgana på dansk jord.
Der er heldigvis nogle indikatorer, som trækker i den anden retning.
Kim Andersen og Morten Skovsgaard, forskere ved SDU, har undersøgt nyhedsmediernes omtale af kommunerne ifm. kommunalvalget i 2017. Resultatet udkommer først i 2021, men de har delt nedenstående kortlægning på Twitter:
Det fremgår, at alle kommunerne dækkes af medierne (landsdækkende såvel som lokale) og der umiddelbart ikke er nyhedsørkener på den front. Lokal dækning baseret på omtaler er naturligvis mere intens i valgperioder, men det er opløftende, at forskning viser, at dækningen er til stede på kommunalt niveau.
Et andet mindre eksempel er fra Jysk Fynske Medier, som i deres publicistiske regnskab for 2019 viser, hvordan de også dækker mindre geografiske områder som den sydfynske ø Thurø.
Det bør dog helt klart undersøges dybere, hvordan det står til. I analysens afsluttende metodeafsnit foreslår jeg flere forhold, der bør afdækkes.
Men hvis den manglende redaktionelle tilstedeværelse er udbredt i mere “almindelige perioder” end kommunalvalg og helt ned på postnummerniveau, så kan noget af svaret findes i, at der er færre beskæftigede journalister.
Ifølge Kulturstyrelsens Mediernes Udvikling 2014 er beskæftigelsen for journalister ved aviser og dagblade samlet faldet med 27% fra 2008 til 2011. De tal siger ikke noget specifikt om de lokale medier, og der mangler data på de sidste 9 år, men det er svært at forvente, at udviklingen er vendt med tanke på annoncemarkedet og fyringsrunderne hos flere lokalmedier.
Eksempelvis satte Jan Schouby, chefredaktør for Århus Stiftstidende og ansat samme sted siden 1996, ord på det faldende antal journalister i Mediawatchs podcast Q&co:
Da jeg begyndte på Århus Stiftstidende, var vi i omegnen af 130 journalister. Vi er under 30 tilbage nu, og vi skal dække stort set det samme område, som vi gjorde, dengang jeg begyndte på avisen. Så kan man sige sig selv, at det ikke kan lade sig gøre at give den dækning, som borgerne med rette forventer, og som de helt sikkert også fortjener.
Færre journalister må alt andet lige have indflydelse på et væsentligt, kvalitativt parameter: Den kritiske journalistik.
Ytringsfrihedskommissionen udtrykker da også bekymring for de lokale mediers rolle som “vagthund” i deres seneste betænkning fra 2020. Betænkningen er bl.a. baseret på en undersøgelse om de lokale og regionale medier foretaget af en gruppe forskere ved DMJX i 2016, hvor de konkluderer:
Dagsordensættende, kritisk undersøgende journalistik er stort set fraværende i nyhederne (...) Konkluderende fremstår lokal- og regionalmedierne uden skarpe kanter.
Samtidig med alt dette er andelen af danskere, der læser lokale ugeaviser gået fra 69% i 2010 til 47% i 2018, ifølge Mediernes Udvikling 2019. Danskerne er også blandt dem, som er mindst interesserede i lokale nyheder sammenlignet med resten af verden, ifølge Digital News Report 2020.
Denne kortlægning og analyse har vist, at der på overfladen ikke er nyhedsørkener i Danmark, da det er muligt at få serveret lokale nyheder uanset bopæl. Danmark er dog faretruende tæt på at være i en situation, hvor nyhedsørkener ikke længere er et fatamorgana.
Der er behov for at gøre noget fra politisk hold og der skal ændres tilgang hos uddannelserne og i mediebranchen.
Men hvordan?
Dette gives der tre bud på i det følgende med fokus på de forestående mediepolitiske forhandlinger.
De fleste i mediebranchen har nok lagt mærke til, at der er større fokus på de lokale medier end der har været længe.
Tine Johansen og Louise Brincker, de to spydspidser for Dansk Journalistforbund og Danske Medier, efterlyser mediepolitisk handling på de lokale mediers vilkår. Kulturminister Joy Mogensen har efterfølgende vist sig positiv over for at skabe bedre rammer for de lokale medier i det kommende medieforlig.
Men hvad bør man gøre for at sikre en fremtid med bæredygtige lokale medier og kritisk journalistik?
Først og fremmest må man fra politisk hold afgøre, om man ønsker at holde hånden under markedet for lokale printaviser eller fremme udviklingen af digitale lokalmedier. Eller begge dele.
Danske Medier foreslår en dedikeret ugeavispulje, mens DJ ønsker at opretholde den seneste medieaftales forskydning mod de lokale og regionale medier. Foreningen Prauda og konsulent Ernst Poulsen efterspørger fokus på at fremme digitalt iværksætteri og ændring af kravene til mediestøtte.
Alle gode forslag på hver deres måde.
Når det kommer til lokale printaviser er det svært at se en måde, hvorpå markedet af sig selv formår at øge læsertallene markant, vinder annoncemarkedet tilbage i stor skala og indtager rollen som vagthund igen - på samme tid. Uanset hvor meget man regulerer Facebook, Google m.fl.
Samtidig er der også mulighed for, at der bliver indført en ny reklameordning, som Danske Medier vurderer, vil lukke flere ugeaviser.
På den korte bane giver det derfor god mening at sikre de lokale printmedier med en ugeavispulje, så nyhedsørkener undgås i bredt omfang. Især hvis reklameordningen indføres.
Samtidig er det dog nødvendigt at anvende værktøjer, som skaber bedre vilkår for at føre de lokale medier ind i den digitale verden - især de uafhængige udgivere af ugeaviser.
For det er nødvendigt at få disse klædt på til digital journalistik. I nogle tilfælde har de slet ikke en hjemmeside, og hvis de har, så er det ofte kun med oplysende informationer om udgivelsesdato og en PDF af ugeaviserne. Måske det er med vilje, måske det er på grund af manglende kapacitet. Det bør afdækkes i samråd med de lokale ugeaviser og understøttes, hvis det er pga. sidstnævnte.
Konkret kan det løses gennem en pulje for mindre lokalmedier, som indeholder midler til digitale projekter samt uddannelse inden for digital journalistik/iværksætteri. Samtidig bør innovationsstøtten udvides og ændres, så en del af den er afsat til at skabe digitale lokalmedier - uanset om de har afsæt i nuværende lokale printaviser eller stiftelse af nye uden bånd til nuværende printaviser.
Man bør også se kritisk på de nuværende krav til mediestøtte.
Kravene udelukker ansøgere med færre end tre årsværk, sådan som Thomas Noppen, formand for Prauda, påpeger det hos Journalisten.
Der kan sagtens bedrives kritisk journalistik, selvom mediet kun er én journalist. Det er nichemediet Olfi et lysende eksempel på (selvom det voksede til to ansatte i marts if. CVR-registret).
Derudover er det vigtigt med fokus på mere erhvervserfaring til studerende inden for lokaljournalistik.
Stig Ørskov har i et indlæg til bogen “Bedre journalistik, tak!” beskrevet den manglende interesse for bl.a. lokaljournalistik hos studerende og nyuddannede journalister. Samtidig er det svært at tiltrække journalistpraktikanter for de lokale og regionale medier.
En måde at tiltrække flere journalistpraktikanter kan være at tilbyde højere løn til dem, som vælger de lokale medier. Med tanke på de økonomiske udfordringer i branchen kunne en løsning være at finansiere den højere løn via medieforliget. Evt. også dele af den nuværende praktikantløn for de mindre lokalmedier, som ikke har plads i budgettet til de ekstra månedlige lønomkostninger. Dvs. en slags løntilskud til journalistpraktikanter.
Det vil få flere studerende ud på de lokale redaktioner, hvor de vil opnå en ballast inden for lokaljournalistikken og formentlig have mere ansvar end på en større redaktion. Samtidig kan det også frigive tid til at at udføre mere kritisk journalistik hos de enkelte lokalmedier.
Forhåbentlig vil flere journalister med tiden indse vigtigheden af det samfundsmæssige behov for, at journalister ikke kun er bosat i de store byer.
Det sætter Kirsten Nepper-Rasmussen, redaktør hos DR Fyn, ord på i et debatindlæg hos Medietrends:
(...) det handler ikke om, hvor du var engang, eller hvor den arbejdsplads, du pendler til, ligger – men om dit levede liv lige nu, der spejles i dine journalistiske valg og prioriteringer.
Det vil på ingen måde løse alle problemer med flere “lokale praktikanter", men det kan være et skridt på vejen. Til gavn for lokaljournalistikken og demokratiet.
Men det er ikke kun en politisk og uddannelsesmæssig opgave at sikre fremtidens lokaljournalistik. Der ligger også et ansvar hos de enkelte journalister, som er eller drømmer om at være journalistiske iværksættere.
Den nuværende situation betyder nemlig, at der er muligheder at gribe. Det, man kan kalde market gaps. Ikke kun geografisk, men også ift. at løse udfordringen med at bedrive kritisk lokaljournalistik.
Der er kommet flere digitalt-fødte lokalmedier til de seneste år, som nævnt tidligere. Flere af dem er bæredygtige virksomheder, som har formået at tage bestik af udviklingen og udfyldt nogle af markedets huller.
Det hænger også sammen med, at entry-level for at skabe et medie er lavere end nogensinde før. Man behøver som udgangspunkt ikke meget mere end et par tusinde kr., vælge det rigtige CMS og journalistiske færdigheder for at være i gang. Der skal naturligvis mere til for at skabe et bæredygtigt, kritisk lokalmedie, men ift. tidligere, hvor det var nødvendigt at finansiere trykkeri og distribution for at etablere et medie, så er det en helt anden boldgade i dag.
Det er en udvikling som skal fortsætte og fremmes hos unge og garvede journalister, så Danmark undgår nyhedsørkener og modarbejder markedets skrøbelighed.
Det nye Media City Odense er et skridt på vejen, men der er behov for endnu mere handling.
Hele branchen må stå sammen for at sikre mere lokalt iværksætteri.
Sidst men ikke mindst: Mange tak til Kim Andersen, Assistant Professor ved Center for Journalistik, SDU, for feedback og diskussion af kortlægningen.
Kortlægningen inkluderer så vidt muligt alle lokale redaktionelle nyhedsmedier i Danmark. Dog afgrænset til skrevne print- og digitale medier, herunder regionale og lokale dagblade, ugeaviser og lokalt forankrede webmedier. Hvis et medie både udkommer på print og digitalt, så er de begge som udgangspunkt med som selvstændige medier.
Landsdækkende dagblade er ikke en del af kortlægningen på trods af, at de på forskellig vis kan være lokalt forankrede. Dvs. Jyllands-Posten, Politiken, Berlingske, Avisen Danmark o.l. er ikke med. Public Service-medier er heller ikke med ligesom erhvervsaviser, magasiner og fagblade er frasorteret, selvom de har et lokalt fokus. Radio- og TV-kanaler er ligeledes heller ikke en del af kortlægningen.
Kortlægningen er baseret på de lokale mediers dækningsområder angivet ud fra postnumre.
Dækningsområder er mediets udgivelsesområde, hvor det dækker journalistisk og/eller dets lokale forankring. Dette er undersøgt manuelt gennem mediernes websites, aviser og annoncemateriale og via de offentligt tilgængelige data hos De Lokale Ugeaviser. Hvis et medie ikke selv har angivet dækningsområde er der foretaget en konkret vurdering ud fra mediets profil og indholdskategorisering.
Medierne dækker ofte over flere postnumre, især hvis de har et bredt dækningsområde. Eksempelvis JydskeVestkysten, der udgives i ni lokale udgaver og samlet set dækker 81 postnumre i Sønderjylland.
Digitale lokalmedier dækker ikke hele landet, selvom alle potentielt har adgang til dem online.
Derudover dækker nogle medier kun dele af et postnummer. Hillerød Posten dækker f.eks. kun mindre dele af Fredensborg og Ølsted, mens de i seks andre postnumre dækker hele området. I disse tilfælde er postnummeret taget med i kortlægningen, da det ellers ville give indtryk af, at det var ikke var dækning i det pågældende postnummer. Selvom det overestimerer dækningen i enkelte postnumre ville det modsat have have været misvisende at udelade dem.
Farveskalaen på de to kort/visualiseringer skal forstås som jo mere mørkegrøn, des stærkere dækning. Jo mere lysegrøn/gul, des svagere dækning. Tallene ud for farveskalaen angiver antallet af medier.
Overordnet er der behov for yderligere undersøgelser for at vurdere udbredelsen af den reelle redaktionelle tilstedeværelse og deraf nyhedsørkener.
Det kan bl.a. være:
.svg)
